Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mobilpolitik

Mobilpolitik for Korsholm Skole

Formål

Formålet med denne mobilpolitik er at understøtte rammerne om en god skoledag, hvor børn og voksne på Korsholm Skole ikke møder unødige digitale forstyrrelser og har gode muligheder for samvær og fysisk aktivitet i både undervisning, pauser og fritidstilbud.

Herudover, at børnene på Korsholm Skole opøver gode vaner i forhold til at anvende telefoner og andre devices på en måde, så de ikke mindsker børnenes kontakt med hinanden, men tværtimod anvendes på måder, så de understøtter fællesskaber i og omkring skolen.

Praksis

I skolens hverdag håndteres telefoner og andre devices (smartwatches, bærbare computere, tablets) på følgende måde:

  •      Medbragte telefoner og smartwatches opbevares i tasken i slukket tilstand både før og i løbet af skoledagen.

  •      Lærere og pædagoger kan vælge, at telefoner kan anvendes i undervisningen, hvor det giver mening.

  •      Elevers telefoner benyttes ikke til kontakt mellem eleven og hjemmet i skoletiden. Er der behov for kontakt til hjemmet bruges en af skolens telefoner med mindre, andet aftales mellem elev og en voksen på skolen.

  •      Ved ture og lejrskoler fastsætter de deltagende lærere/pædagoger rammerne for brugen af telefoner fra gang til gang og informerer forældrene herom.

  •      Personalet er gode rollemodeller for eleverne og forventes derfor at overveje brugen af telefoner, når man færdes blandt eleverne.

Særligt for SFO og klub

I skolens fritidstilbud (SFO og klub) arbejdes der også aktivt med at understøtte gode børnefællesskaber og derfor er brugen af telefoner og andre devices også her underlagt følgende begrænsninger:

  •      I morgen-SFO er telefoner ikke i anvendelse, men opbevares i tasken og i slukket tilstand.

  •      I SFO-tiden om eftermiddagen kan telefoner benyttes til at lave legeaftaler, hvis en voksen giver lov.

  •      Ved særlige lejligheder kan der gives lov til at telefoner og andre devices benyttes til aktiviteter i SFO-tiden.

  •      I klubben er telefoner og andre devices tilladt i afgrænsede områder og tidspunkter. Når personalet iværksætter aktiviteter med brug af telefoner og andre devices, er formålet at understøtte sociale relationer og skabe deltagelses- og udviklingsmuligheder for børnene. 

Opfordringer til forældre

  •      Overvej, hvornår dit barn har brug for at få en telefon.

  •      Tag ikke kontakt til dit barn i skole/SFO/klub-tiden via deres telefon.

  •      Husk, at børn spejler sig i voksne og hold din telefon i lommen, når du er på skolen.

  •      Følg med i dit barns mobilforbrug og særligt, hvordan de færdes på sociale medier.

  •      Tjek: https://bornsvilkar.dk/faa-gode-raad/ for gode råde om børns mobilvaner.