Princip for overgangen for elever på Korsholm Skole til Præstemarkskolen
Formål:
Ifølge skolestyrelsesvedtægten for Favrskov Kommunes skolevæsen skal elever fra Korsholm Skole overgå til Præstemarkskolen mellem 6. og 7. klassetrin.
Det er vigtigt for skolebestyrelserne på begge skoler, at eleverne oplever overgangen som tryg og god som muligt.
Mål:
For at opnå den bedst mulige overgang, er det vigtigt, at eleverne i overgangen opnår et godt og trygt kendskab til Præstemarkskolen og de kommende klassekammerater. Dette opnås ved hjælp af et kontinuerligt samarbejde mellem de to skoler. Samtidig er det vigtigt, at der opbygges et godt forældresamarbejde.
Skolernes ansvar:
Skolerne udsender orienteringsskrivelse til 6. klassernes forældre vedr. skoleskiftet i februar/marts forud for overgangen.
Til det første forældremøde i 6. klasse inviteres Præstemarkskolens udskolingsleder til at deltage.
Når forholdene vedrørende lærerbesætning er afklaret (sædvanligvis i første halvdel af juni), afholdes der et forældremøde på Præstemarkskolen for forældre til de kommende 7. klasser. De kommende lærere deltager på mødet. Der vil på mødet blive orienteret om Præstemarkskolen generelt samt evt. særlige forhold i forbindelse med overgangen .
På mødet vil der blive lavet aftaler omkring, hvordan forældreråd/forældresamarbejdet skal varetages i de kommende 7. klasser og der opfordres til hurtig planlægning og igangsættelse. I invitationen til dette møde præciseres vigtigheden for deltagelse også for flergangsforældre.
Lærer- og elevsamarbejde:
Fra 4.-6. klasse skabes et samarbejde på alle klassetrin mellem klasselærere og elever på de to skoler.
Samarbejdet skal sikre et kendskab eleverne imellem og således give eleverne mulighed for at opbygge relationer og tryghed allerede inden 7. klasse.
Samarbejdet skaber ligeledes indblik for lærerne om elevernes indbyrdes relationer forud for klassedannelsen.
De nødvendige oplysninger om elevernes sociale og faglige liv bliver videregivet til de nye lærere på kommende 7. årgang.
Skoleledelserne udarbejder retningslinjer for samarbejdet, som justeres løbende.
Skolepsykologen medvirker ved overførslen af henviste elever efter aftale med forældrene.
Erfaringsudveksling/evaluering:
De to skolers ledelser evaluerer den gennemførte elevovergang med henblik på en stadig tilpasning og forbedring af fremgangsmåden. Fokus er både på det sociale og faglige liv.
Ledelserne orienterer efterfølgende bestyrelser og lærere.
Præstemarkskolen evaluerer overgangen med forældrene ved bl.a. skole-hjem samtaler og/eller evalueringsskema. Evalueringen gennemføres hvert andet år.
Klassedannelsen:
Klassedannelsen til 7. klasse foretages på basis af en samlet pædagogisk vurdering af de involverede elever og deres hidtidige skoleforløb. I den pædagogiske vurdering lægges der vægt på bl.a. børnenes samarbejdsrelationer samt faglige og sociale ressourcer. Lærerne fra de to skolers 6. klasser inddrages i denne vurdering. Udgangspunktet for klassedannelserne er, at der dannes nye klasser for alle elever på årgangen.
Fællesmøde for bestyrelserne:
I bestræbelsen på at skabe den bedst mulige overgang fra Korsholm Skole til Præstemarkskolen er det også vigtigt, at skolebestyrelserne på de to skoler mødes.
Dette sker hvert andet år (i ulige år) og skolerne skiftes til at være vært for disse møder.
Til dette princip findes retningslinjer/bilag vedr. de aktuelle tiltag.
Senest revideret Marts 2025